-
Blodbank er i lavvande og savner 3000 nye donorer
Источник: BDK Borsnyt / 03 фев 2025 11:59:45 America/New_York
Der er lavvande i Rigshospitalets Blodbank, der er et af Københavns vigtigste tappesteder. Det skriver Bloddonorerne Danmark i en pressemeddelelse. Blodbanken ligger lige overfor Rigshospitalet på Blegdamsvej, der rummer traumecenteret, kræftbehandling og andre afdelinger, der bruger det blod, som bloddonorer giver. - Men blodbanken har en udfordring. Alt for ofte er der tomme tappelejer, og blodbanken kæmper for at komme i mål med det nødvendige antal tapninger, lyder det i pressemeddelelsen. Helt konkret ønsker blodbanken 3000 nye bloddonorer i 2025. Særligt en blodtype er i høj kurs, siger Karina Elm Rasmussen, der er oversygeplejerske og daglig leder af Rigshospitalets Blodbank. - Blodtypen 0 er meget vigtig for os. Især 0 negativ, som kun 6 procent af alle borgere har, da den kan gives til alle andre blodtyper. Men også 0 positiv, som faktisk er en af de mest almindelige blodtyper i Danmark, siger hun i meddelelsen. Blodbanken har åbnet op for endnu flere tider for nye donorer. Tidligere kunne nye donorer kun booke udvalgte tider, der var tiltænkt førstegangsdonorer. Men for at gøre det endnu lettere og mere attraktivt for nye donorer er alle tider åbnet op for både nye og nuværende donorer. Man behøver ikke kende sin egen blodtype, før man tilmelder sig som donor. Det tester blodbanken ved første tapning. For hver portion fuldblod, man giver, kan man hjælpe tre patienter, da portionen deles i tre - røde blodlegemer, plasma og blodplader. Kræftpatienter er den største modtagergruppe af blod. Bloddonorer kan give blod, plasma eller begge dele. Plasma bruges særligt til fremstillingen af plasmabaserede lægemidler. Fra plasma udvindes stoffet immunglobulin, som bruges til behandling af blandt andre patienter med nedsat immunforsvar. Der er ifølge Bloddonorerne Danmark omkring 180.000 bloddonorer i Danmark. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/blodbank-er-i-lavvande-og-savner-3000-nye-donorer